Månedens Følger, Must-Know & Influencer | Oktober

04-10-2017 | Influencere, Must-Know, Følger

Velkommen til "Månedens": indlægget, hvor vi fremhæver 3 cool brugere her på sitet, vi synes fortjener lidt ekstra anerkendelse. Vi håber, I vil være med til at støtte op om konceptet, tjekke folks profiler ud og bare blive ved med at være super nice! 

MÅNEDENS FØLGER



Bestfluence gør allerede en forskel for mange influencere og følgere takket være alt Jeres konstruktive feedback. Det er vi super glade for og vi kan ikke takke Jer nok! I denne måned vil vi sætte fokus på en følger som har gjort et ekstra indtryk for at hjælpe andre med at skabe godt indhold, nemlig Emma Frederikke. Emma Frederikkes feedback er altid en fryd for øjet, da den er meget detaljeret og fyldt med konstruktive eksempler. Hun har en kæmpe passion for godt indhold, som blandt andet skinner igennem hendes feedback til Kristine Sloth, hvor feedbacken er inddelt efter de sociale medier og hvor man får et godt indblik i at hun har fulgt med i indholdet længe og ønsker at det går tilbage til kernen, hvor Kristine hvilede 100% i sig selv, og bare satte sig ned og snakkede. Emma Frederikke har et klart mål med sin feedback og den bliver præsenteret let forståeligt og bygget perfekt op med konstruktive eksempler, well done! 

Vi har spurgt Emma Frederikke om tre vigtige ting:

Hvad er godt indhold for dig?
Godt indhold for mig er meget blandet. Jeg sætter stor pris på forskelligheden af indholdet, der bliver delt på de sociale medier. Jeg følger personligt selv med på mange af de sociale platforme (Instagram, Snapchat, Youtube osv.). Jeg er selv en person med mange blandede interesser, så derfor er specielt Youtube et rigtigt fedt sted med mulighed for at lære noget nyt, og bare nyde noget fedt indhold. Godt indhold, behøver ikke nødvendigvis at være helt vildt god kvalitet, og det bedste udstyr. Godt indhold er personlighed og forskellighed. Jeg elsker når folk er passionerede omkring deres arbejde - det er godt indhold for mig.

Hvad gør du for at give god og konstruktiv feedback?
Jeg synes desværre der er alt for meget had og grimme ord, der bliver smidt rundt over nettet, og det er jeg bestemt ikke glad for. Derfor betyder det meget for mig at kunne være med til at rose folk for deres gode arbejde og indsats, men selvfølgelig også hjælpe med at guide dem til at blive endnu bedre. Jeg sørger altid for, at alt jeg skriver på nettet, skal have et formål. Mit formål med at være en del af Bestfluence og give min mening og feedback derinde, er for at kunne fortælle nogle af de super skønne influencers, hvor fedt et stykke arbejde de laver. Men samme tid giver sitet mulighed for at kunne komme med råd og vejledning til, hvordan det i forvejen gode arbejde kunne blive endnu bedre. Jeg sørger altid for at tænke før jeg skriver, tænke over hvad jeg ville føle ubehageligt og som hate, og hvad jeg ville synes var super nice at få at vide, og på den måde kan jeg se hvad andre nok også ville føle ubehageligt og godt. Hold altid en god tone, det kommer man længst med.

Hvad kan du bedst lide ved de influencere du følger?
Det er meget svært for mig at nævne præcist, hvad jeg bedst kan lide ved de influencere jeg følger. Jeg sætter pris på forskelligeheden og den brede vifte af skønt indhold, personlighed og inspiration der ligger på de sociale platforme. Jo mere en influencer hviler i sig selv, og sit indhold, jo mere nyder jeg deres indhold. Passion er noget af det smukkeste i verden. 

Hos Bestfluence er vi glade for at have brugere som Emma Frederikke, der har modtageren i fokus når hun giver feedback, således den opfanges som konstruktiv og gør en forskel for andre.
Hvis du vil se mere til månedens følger finder du hendes profil her.  
 

MÅNEDENS MUST-KNOW



En influencer, der bare ikke må gå din næse forbi, er JossersJungle. Hun er relativt ny på Youtube-scenen, men hendes kanal er eksploderet på meget kort tid og hun har allerede over 10.500 abonnenter. Lærke, som står bag kanalen, har fundet sin niche inden for reptil-branchen, hvor hun deler ud af tips og tricks til at passe reptiler og fremviser sine egne - som hun har rigtig mange af. Hendes mission er at guide og aflive nogle fordomme undervejs. 

Vi har spurgt Jossers Jungle om tre vigtige ting:

Hvad inspirerer dig til at lave godt indhold?
Jeg syntes det manglede. Reptil branchen er desværre fyldt med mange “gamle og bedrevidende”, og der er en tendens til at nedgøre og tale grimt til både nybegyndere og garvede folk der søger hjælp. Jeg tror, jeg endte med simpelthen ikke at ville finde mig i at folk ikke kunne få den hjælp de behøvede uden at blive gjort til grin.
Desuden var jeg træt af folks holdning og grimme bemærkninger om reptiler. Den frygt folk har stammer fra uvidenhed, og den uvidenhed kunne jeg jo gøre noget ved med mine videoer. Jeg har selv været nybegynder og anser mig bestemt ikke som ekspert, men jeg tænkte, at mange af de spørgsmål og de problemer jeg sad med, var jeg garanteret ikke ene om, så hvorfor ikke smide det hele på YouTube og dele både de gode og de dårlige erfaringer? Så var der sikkert også mulighed for at skabe kontakt til andre folk med samme interesse som mig. Det viste sig inden for meget kort tid, at der virkelig var brug for det jeg kan tilbyde, og det gav blot endnu mere gejst og lyst til at fortsætte. Kanalen er eksploderer og flere og flere kommer til og takker for indholdet, så det er simpelthen fantastisk at kunne hjælpe!
Reptiler, specielt slanger, er generelt socialt uaccepteret fordi de bliver udstillet til at være væmmelige dyr der æder din kat, dit barn og din sofa ved først givne lejlighed. 
Det er en skam. De er fascinerende dyr, og det vil jeg hjælpe verden med at se.

Hvad indeholder en god og konstruktiv feedback?
Først og fremmest en god tone. Uanset hvordan det skal skæres, handler konstruktiv feedback om at tilkendegive sin mening på en måde så den forstås og modtages konstruktivt og positivt. Det skal ikke sugarcoates og selvfølgelig må du påpege ting der kan forbedres, men du kommer heller ingen vegne ved at slå folk i hovedet. 
Tal med respekt og giv din relevante, ærlige mening. 
Hvis du er modtager af konstruktiv kritik er mit bedste råd “lyt med åbent sind til, hvad der bliver sagt, og tag så det du kan bruge”.

Hvad kan du bedst lide ved dine følgere?
De deltager aktivt og er en stor del af min kanal. Alle deres forslag og spørgsmål giver grobund for en masse videoer og det er helt fantastisk. 
De er ekstremt søde og meget støttende omkring kanalen - specielt dem der var med da jeg lige startede har vist en fantastisk support hele vejen igennem. Det er jeg enormt taknemmelig for. Det er virkelig dem der gør, at jeg har lyst til at lave mere, og så er det fantastisk, at de fortæller mig hvad de vil se, så jeg kan producere det de gerne vil have.
De er der alle for at lære og de hjælper hinanden på en positiv og konstruktiv måde; specielt det er jeg ekstremt glad for. 
Kanalen var ikke blevet til noget hvis ikke jeg havde mine subscribers med.

Lærke har modtaget masser af feedback her på Bestfluence, og hun scorer 5/5 stjerner rent, og har dermed opnået den højest mulige rating. Det synes vi er for fedt! Hendes følgere er så dedikerede, at de har taget sig tid til at skrive feedback på et dansk site, selvom de slet ikke taler dansk. Lærke har følgere fra hele verden og hendes kanal er på engelsk. Vi synes helt sikkert du skal tjekke hende ud. Der er links til alle hendes sociale medier på hendes Bestfluenceprofil her.

MÅNEDENS INFLUENCER



Månedens influencer er 19 årige Isabel Rigenstrup. Du kender hende sikkert; hun laver videoer om beauty, fashion og lifestyle, har medvirket i Styleduellen og er et stilikon for hendes mere end 50.000 abonnenter på Youtube. Isabel har været måendens højdespringer her på Bestfluence; hun har modtaget en enormt mængde feedback fra sine dedikerede følgere, og det synes vi er for sejt!

Vi har også spurgt Isabel om tre vigtige ting:

Hvad inspirerer dig til at lave godt indhold?
Generelt er idéer til videoer fra mine følgere noget, som kan inspirere mig helt vildt! De ved hvad de vil se, og ud af det kan ideer nemt vokse frem. Ellers er jeg meget inspireret af de ting jeg møder i mit liv på godt og ondt. Det er i hvert fald vigtigt for mig at afspejle virkeligheden i mine videoer. Alt fra købet af en ny øjenskygge, en rejse eller en start på noget nyt i livet kan inspirere mig til at lave det bedst mulige indhold. 

Hvad indeholder en god og konstruktiv feedback?
Det er altid rart med feedback, hvor man virkelig kan mærke, at følgeren har sat sig ind i det univers jeg prøver at skabe. Det kan være svært at bruge en feedback til noget, hvis der skrives om alt muligt, som intet har med at gøre med den retning jeg laver videoer i. Lange feedbacks, hvor der også kommer lidt ros (for det kan vi jo alle sammen godt lide) varmer altid mit hjerte - det er vigtigt for mig hele tiden at blive bedre, og imødekomme hvad mine seere ønsker

Hvad kan du bedst lide ved dine følgere?
Mine følgere er altid så støttende og forstående - de er den bedste hjælp til at blive bedre, men også den bedste støtte, hvis noget ikke går helt som det burde. Det er ALTID skønt at møde eller modtage beskeder og kommentarer fra mine følgere, for de er positive og fulde af liv - de kan altid få mig til at smile!

Vi takker Isabel for hendes svar og opfordrer alle til at tjekke hendes profiler ud. Du finder links til dem alle på hendes Bestfluence profil her. Vi garanterer du kan lide hendes indhold, hvis du er til et lækkert visuelt udtryk og masser af inspiration! 
 

Har du et bud på næste måneds influencer, must-know og følger, så send os en mail på team@bestfluence.com og fortæl hvorfor vedkommende skal nomineres.

Hvad synes du om denne artikel?

Skriv kommentar


Kommentarer


Der er ingen kommentarer